Og træerne står stadig i Wienerwald

500 Breve Fra Wien, Omhyggeligt Sorteret Efter Dato, Omviklet Med Snor Og Gemt Af Vejen. Adressaten Er Otto Ullmann, En 13-årig Jødisk Dreng, Som I Vinteren 1939 Ankom Til Skåne Fra Det Nazistiske Østrig – Uden Sine Forældre. Josef Og Elise Ullmanns 500 Længselsfulde Breve Til Deres Søn Og Eneste Barn Er Et Vidnesbyrd Om Et Jødisk Forældrepars Sorg Og Fornedrelse I Wien Og Theresienstadt. Indtil Korrespondancen En Efterårsdag I 1944 Hører Op. Det Er En Tragedie Pr. Post, Skrevet Netop Så Lavmælt Og Håbløst Fuldt Af Fortrøstning, Som Man Må Skrive Til En Dreng, Der Er Alene I Et Fremmed Land. Elisabeth Åsbrinks Bog Om Familien Ullmann Er Samtidig Et Personligt Og Bevægende Opgør Med En Nation Og Et Folk, Som Ikke Handlede, Som Man Bør Over For Mennesker I Yderste Nød. For Midt Under Holocaust, I Det Jødiske Folks Mest Desperate Stund, Blomstrede Antisemitismen Hele Vejen Op Gennem Det Svenske Samfund Og Ind I Sagsbehandlerkontorerne, Hvor Jøders Ansøgninger Om Asyl Blev Forsynet Med Et »m« For Mosaisk – Og Af Den Grund Oftest Afvist.